|
 |
|
 |
|
 |
|
 |
Billedkunsten, mangfoldigheden og håndværket:
Hvorfor håndværket?
Det er meget simpelt: Håndværket gør fri!
At fordybe sig livslangt i opøvelse og træning af håndværket oplever jeg, giver en´ mange flere bevidste valg muligheder, som ikke kan opnåes på anden måde.
Ja, men er det ikke dogmatisk eller hæmmende?
Nej, det modsatte!
Jeg ville ikke respektere mig selv som maler, eller kalde mig det, hvis jeg ikke kunne male et flygtigt blik, en hånd i bevægelse, vandet, himlen, et råddent æbleskrog eller sarte nuancer af hvidt, gult og blåt i stiftpisket flødeskum! Den daglige sansning, hvor erfaringen forfiner og uddyber evnen, kan kun give flere tangenter at spille på! For jeg kan gøre det´, eller lade være! -Jeg kan overdrive, fordreje, mase, gemme, forstærke, simplificere...alt sammen bevidste eller intuitive valg, jeg ubesværet kan tage retning mod, hvis intentionen er til stede! Derfor er håndværket vigtigt.
Håndværket, at kunne, giver plads til koncentrationen i nuet, i skabelsen. Jeg behøver ikke bekymre mig om at ramme en bestemt farve, bede en levende model gemme hænderne eller stikke dem i lommerne, fordi hænder er svære...eller andre hæmninger! -Jeg kan forelske mig i nuet, i et lysglimt, en nuance, i en form, altså en del af billedet uden at fjerne fokus (dvs. miste energien, ved at spekulere på farvecirkler eller perspektiv) og være helt tilstede i "høj energi" når strøget sættes på lærredet. Det færdige billede vil altid udstråle den samme energi, hvormed man skabte billedet. -Så hvis jeg, eksempelvis, vil skabe dynamiske, balancerede, levende og energi-fyldte billeder ...må jeg naturligvis selv præstere dette under udførelsen!
-Og dermed absolut ikke sagt, at fordi jeg har disse holdninger, at jeg til hver en tid opnår dette og laver bragende kunst. Lang fra. -Men intentionen, ambitionen og vejen er givet. -Det er jo selve turen man nyder....ikke nødvendigvis at komme i mål. Der er stagnation over "At være i mål". Eller at være helt tilfreds.
Du maler meget forskelligt, Er det ikke forvirrende?
Måske! .... Men jeg ser det selfølgelig som; Mangfoldighed, ægthed og frihed ;-) Jeg ved da godt, at "man" gerne ser en kunstner have en´stil, en let genkendelig bestemt stil eller facon. -Det kan da også fungere fantastisk. Nogle kunstnere skaber egne universer, de udtrykker og er tro overfor. -Jeg er meget optaget af nuet, og det levende omkring mig. Alt levende, selvom jeg også elsker, til tider at fordybe mig i et mikrokosmos, at gå på opdagelse i et lille stykke "Nature morte" ("Død natur", stilleben). Helt død er den jo alligevel ikke. Har lige malt et halvt hvidløg, der spirede, og nød at opleve alle dets nuancer og former. vælge ud og fremhæve. Men ellers er det generelt det flimrende skabende liv omkring en , som tiltrækker.
De tilsyneladende anderledes væsner. Hver gang vil jeg gerne "nulstille" mig. Se hvad der opstår, og ikke male "som jeg plejer" eller i en bestemt form, eller efter et bestemt koncept. Det får hurtigt et samlebånds præg eller bliver jammerligt kedeligt, specielt at udføre. Og det er udførelsen, som er mit ansvar. Hvad der sker under og imens jeg maler. -Men i et stort tidsspand vil det alligevel vise sig, at der er perioder med tendenser, og igen andre gange vender tilbage til før benyttede teknikker og udtryk. Og bevidst uden en tidsbundet samfunds og kunst trend. -Igen, jeg forbeholder mig ret til friheden at vandre, i tid og rum, og være tilstede i et lystfyldt NU.
Men er der alligevel noget du vil sige er typisk dig:
Absolut. Det er jo ikke et paradoks, at være helt fri, og alligevel have tendenser. -Jeg elsker det kraftfulde, skønne, og kontraster! At være og ikke være. At slippe stregen, At forklare og antyde, At smaske til med brede penselstrøg, lige på og råt. for dernæst, knap at trække vejret og koncentreret med malestok og mårhårspensel, at forbinde to nuancer blidt og ømt.
I hvert billede, forsøger jeg at tilgodese disse tendenser altså kontraster. Det giver liv, bevidsthed og følelse. Men ikke to er ens eller tilnærmelsesvis ens..! Hvert billede indeholder tusindvis af valg. Disse valg kan være bevidste, intuitive, følte osv. og blandinger heraf. For hvert "træk" er der mange spørgsmål: Eksempel,: Hvad nu? Skal jeg male mere her, eller der? Hvor "kalder" billedet? Ok, lidt mere. Hvad skal der så ske lige der? Ok, et mørkere farvestrøg! Hvilken farve og tone skal det være? Ok, sætter hånden i sving. Blander og dypper penslen på paletten. Hvor præcis skal strøget sættes? Med hvilken intensitet skal strøget laves? Hvor bredt, smalt osv. Hvilken form skal strøget have og med hvilket tryk? Dette og andre overvejelser forgår tusindvis af gange. Selvom det næppe er så omstændig en samtale man har med sig selv. Processen som ovenfor nævnt kan tage alt fra sekunder til minutter, eller uger, år! Hvis man eksempelvis ikke kan finde ud af at komme videre med billedet.
Hvad med indholdet, når du nu ikke vil kalde dig for konceptkunstner?
Men altså, der hvor jeg vil hen, den rute jeg har valgt, er med udgangspunkt i at kunne bevæge mig frit i teknikker, at disse står til min rådighed alt efter hvad jeg vil udtrykke, oplevelsen af uendelighed mere end begrænsethed.
-At fokusere på nuet og lyst. Dette er ikke ensbetydende med at der ikke er "mål og med". Men jeg er nok mere tilhænger af det mellem linjerne, det subtile liv, end flashy højtråben med tekst og banner.
-Holdningerne er stærke Og der er MANGE emner. Men lad os kikke på et´, feks. omkring hvordan vi lever og handler i livet. Bogstaveligt talt. I praksis ses dette i min udstilling "Tasty friends" (læs eks. manifestet ), som handler om alt det, der går forud for det vi putter i munden (Mad), og så kunne man i samme åndedrag sige alt det, der sker herefter... altså virkninger på sjæl og legeme alt efter hvad vi byder vores krop og omgivelser af bevidsthed, kærlighed og respekt eller mangel på samme.
Her vælger jeg at male først og fremmest grise, fordi de smager så forbandet godt, med sprød svær, som vi er vant til i vores kultur. Der er over det dobbelte af disse væsner end mennesker i vores lille land. Ca 12 millioner! 12 millioner intelligens og følelses væsner, som vi skalter og valter med og desværre behandler oftest styret af en nærig pengepung. Magten ligger jo reelt i forbrugerens pung. Hvis vi mente det alle sammen, at vi hellere ville sætte tænderne i et dyr, som i det mindste har levet et hæderligt liv med krølle på halen, så kunne vi i løbet af kommende uge ændre den kommercielle praksis. For landmændene vil selfølgelig gerne behandle dyrene godt, men de får ikke mange penge igen ved deres store investeringer. Vi vil altså ikke betale. Der er udsendelser i vores licensbetalte, officielle massemedier, som handler om at handle billigst. Billigst er målet, ellers skal du endelig føle dig snydt. Den er god nok indenfor sammenlignelige produkter, men hvad med alle de andre værdier?
Jeg sætter et kæmpe spørgsmålstegn, ved den overfyldte indkøbskurv af "billigt industrimad". Alt indeholder vibrationer (Kvantefysikken beviser dette) alt består af energi og svingninger, alt har en konsekvens og virkning. Det er ikke nødvendigvis overvældende, dyrt og surt at tænke holistisk og behandle sin winerpølse ordentligt, altså så længe den kan øffe. Den VAR et levende væsen med behov og følelse.
Hvad så med prisen. Selfølgelig koster det. Men vi har vænnet os til at få kyllinger til 25 kr. Hvilket efter min mening er helt vulgært. En gang, var en grydestegt kylling med persille noget særligt, og noget som kostede lidt. Det var endda gæstemad.
Industrialiseringen har bildt os ind, at det ikke koster noget at spise dyr. Selfølgelig koster det noget at tage det hele alvorligt og ændre kurs. Det kræver valg. Ikke at få det hele ned i kurven. Men at fokusere på det, som er godt og giver dig og hele livet et respektfuldt udbytte.
Livet omkring dig og din egen krop. Alt dette hænger sammen. For hvem siger vi er adskilte og lever i hermetisk lukkede bobler hvor ens handlinger ingen konsekvens eller værdi har? Alt betyder noget. Hver en krone´man lægger på disken. Ja med en kneben økonomi er det ekstra svært at betale over 100 kr. oveni "bare" fordi kyllingen har haft strøgelse, en siddepind og ikke har fået klippet næbbet. men omvendt, er det så ikke mere værdifuldt at tage disse valg og undvære på andre områder? end bevidstløst at fylde sin kurv med tomme fyldprodukter, der godt nok er billige men måske ikke bidrager til sundhed og på alle måder velvære?
Nogen udtrykker højt og klart i vores medier, at det nærmest er latterligt overhovedet at interessere sig for dyr, at have nogen mening om dem, eller værst, at tro de har nogen værdi andet end det slagtervægten kan præstere! Der er så meget dobbelt moral på dette område. Nogen går i den anden grøft, og skælder ud på jægere eller ser det som afstumpet at kunne dræbe et dyr! Alt imens den franske hotdog forsvinder ind i den ellers velmenende fordøjelseskanal. Jeg vil da tusind gange hellere spise et vildt dyr, som har haft et naturligt livsforløb og hvis liv afsluttes med lyden af et BANG, og derefter "godnat". Dette dyr var på en naturlig flugt, og regnede vel med at den hellige grav var velforvaret, da de tobenede "rovdyr" der latterligt langsomt masende sig gennem roerækkerne, aldrig lignede en trussel! Glad kød, med noter af naturligt flugt adrenalin.
 Ja det går jo lystigt til at udtrykke dette i skrift, men i maleriet ønsker jeg et helt andet fokus og som sagt subtilt udtryk. Her maler jeg grisen, så man oplever den! Som jeg sanser dens indre og forskellige udtryk. Grisens behov og lyster med dens egen bevidsthed lysende ud af øjnene. Som i billedet "Mudrede lyksaligheder". Dette er en positiv og opløftende indgang, ikke løftede pegefingre, som kun får beskueren til at føle sig mindre, eller stemplet.
Er det det jeg vil, få mit publikum til at føle sig stemplet og mindre? Nej naturligvis ikke. Hvad skulle det gavne? Hvorfor skulle det overhovedet være interessant? Igen, det modsatte interesserer mig! Intet er bedre i oplevelsen af kunst, end selvforglemmelsen, en selvforglemmelse, der opstår, når værket formår, at forføre,at lede, at invitere, at imponere, at bidrage med.... kort sagt, at GIVE modtageren. For denne selvforglemmelse kan føre til et endnu større "come back" og ny bevidsthed, fordi man har åbnet sig! Det er overhovedet ikke interessant, at få sit publikum til at føle sig "dumme", "uforstående" eller forvirrede.
Dermed ikke sagt, at et billede skal forklare alt, være meget tydeligt i budskabet eller for den sags skyld ikke være abstrakt. Men der må være en skønhed, noget imponerende, noget, der virker, som får beskueren til at ÅBNE sig. Som et forførende stykke musik. Vi bliver jo kun irriterede hvis det er dårligt spillet, totalt skingert eller falskt. Man lukker af, eller holder sig for ørene. Med mindre man bevidst holder sig "vågen" mentalt, for at opleve et specielt "kunstnerisk udtryk". Men generelt ser jeg ikke dette som vejen.
-Man kan sagtens male det grimme, det fordrejede, det foruroligende med en skønhed. Med skønhed mener jeg, at håndværket virker. Der skal være kontraster, og der er intet så stærkt som et billede af det grimme, men hvor penselstrøgene er skønt malt, og farverne spiller op, kontraster der sitre om førepladsen og dulmende toneovergange. Dette skal virke i et billede.
....Tilbage til grisen. Mit håb er, at oplevelsen af "grise-væsnet" gennem maleriet, der via sin materialisering og tilstedeværelse insisterer på en overvejelse og bevidstgørelse. -Og dette som sagt hellere gennem glæde og evt. humor, som elementer der også kan indgå i billeder, som forhåbentlig har en holdbar eksistens, som kan tåle det lange blik, som kan klare en fordybelse og årevis beskuen...fordi det indeholder antydninger og skønhed, som bliver ved med at kalde og spørge. (uanfægtet tider og trends).
Men, vejene til det åbne og reflekterende sind er naturligvis lige så uendelige, som der er individer og væsner og derfor kære læser vil jeg lade mangfoldigheden råde.
Anne Gyrite Schütt, feb.2010
|
|
